Menu
Kontakt
DFPO.
 
Nordensvej 3, Taulov,
DK-7000 Fredericia
 
Telefon: 70 20 61 00
Fax: 70 20 61 01
E-mail: dfpo@dfpo.dk / dffi@dffi.dk
Baggrund og formål

Baggrund
Da de europæiske lande indledte samarbejdet i EF og senere EU, opstod der et behov for administration af fællesskabets regler og foranstaltninger, blandt andet også indenfor fiskerisektoren.

Med udgangspunkt i det faktum, at for fiskerne i Unionens kystområder udgør fiskeriet den overvejende del af deres indkomst og stabiliteten på markedet for fisk derfor bør fremmes, blev der etableret en fælles markedsordning med anvendelse af fælles handelsnormer for visse fiskerivarer. Producentorganisationerne i medlemsstaterne er så at sige rygraden i administrationen af denne markedsordning.
 
Som en naturlig konsekvens af det danske medlemskab af EF fra den 1. januar 1973 blev Danske Fiskeres Producent Organisation stiftet i overensstemmelse med de gældende EF-regler af de to daværende hovedorganisationer indenfor danske fiskeri: Dansk Fiskeriforening og Danmarks Havfiskeriforening. Danske Fiskeres Producent Organisation fik den 1. juli 1974 sin officielle anerkendelse som producentorganisation.
Danske Fiskeres Producent Organisation’s hovedopgave er at bidrage til skabelsen af en balance mellem udbud og efterspørgsel for de fiskearter, for hvilke der er fastsat mindstepriser.
 
Til at opnå dette formål har Danske Fiskeres Producent Organisation bl.a. en mulighed for at opstille fiskeriplaner for sine medlemmer, ligesom tilbagetagelse af fisk fra markedet kan finde sted, når mindsteprisen ikke kan opnås.
 
Danske Fiskeres Producent Organisation udgør et sikkerhedsnet under de fiskere, der er medlem – og det er langt de fleste danske fiskere.
På basis af EU’s mindsteprissystem træffer PO’en dispositioner, som har stor betydning for den enkelte fiskers økonomi. Når prisen er i bund, og fisken ellers ville være blevet solgt for en slik, går PO’en ind og køber den til mindsteprisen.
 
Formål
Ifølge vedtægterne for Danske Fiskeres Producent Organisation, er PO’ens formål følgende:
Danske Fiskeres Producent Organisations formål er at varetage og fremme samarbejdet mellem danske fiskere i deres bestræbelser for opnåelse af de bedst mulige vilkår for afsætning af deres fangster.
 
Organisationen udnytter i den forbindelse de muligheder, som det danske medlemskab af Den Europæiske Union (EU) indebærer for prisstablisering og rationalisering samt forbedring af førstehåndsomsætningen af fisk.
 
Organisationen forestår administrationen af disse opgaver i det omfang EU’s markedsordning for fiskerivarer m.v. giver mulighed herfor, samt foretager støtteopkøb, regulerer priser, tilpasser de udbudte mængder til markedets krav, gennemfører fiskeriplaner, koncentrerer udbuddet af fisk og søger at forbedre kvaliteten af de tilførte fiskerivarer.
: